|
MIPIM 2001
Det er langt fra gratis at deltage, men
som kontaktforum er MIPIM uvurderlig
Michael C Hartmann
chartered surveyor FRICS
MIPIM er en kæmpe udstilling og en række
foredrag om erhvervsejendom plus en stribe sociale arrangementer
med anledning til kontakter, der til hverdag kun er mulig for
de få.
MIPIM bliver holdt hvert år i Cannes i år
fra 14. til 17. marts.
Historie
MIPIM startede i 1990 med små 3.000
deltagere, der til sammen repræsenterede godt og vel 1.000
firmaer fordelt på 22 lande med Storbritannien som
absolut dominerende.
Sidste år var der mere end 12.500 deltagere, der repræsenterede
små 5.000 firmaer og 61 lande.
Antallet af danske deltagere er støt stigende sidste
år var antallet af personer omkring 140. Medio februar
i år var 54 danske firmaer tilmeldt MIPIM 2001.
Deltagere
Deltagerne er især de internationalt opererende investeringsrådgivere
bl a Arthur Andersen, CB Richard Ellis, Colliers, DTZ,
Ernst & Young, Healey & Baker og Jones Lang LaSalle
plus ejendomsselskaber, institutionelle og kommercielle investorer,
større byer, store entreprenørfirmaer, arkitekt-
og ingeniørfirmaer etc.
Blandt de danske firmaer er der i år også 4 advokatfirmaer,
Carl Bro og arkitektfirmaet Kasper Danielsen, som
også deltog sidste år.
Nordisk deltagelse
Fra Sverige er der pt tilmeldt 84 firmaer, mens der fra Norge
kun er 14 firmatilmeldinger.
Flere af de største firmaer inden for hvert deres område
eksempelvis Colliers, DTZ og NCC,
har deltagere fra alle 3 nordiske lande.
DTZ Sweden dækker dog ikke Øresundsregionen,
der dækkes af DTZ Denmark med kontor i København
og et nyt kontor, der er ved at blive etableret i Malmø.
Udstilling
Copenhagen Capacity har den største, danske stand,
og erfaringerne fra de seneste år er så gode, at
arealet i år er øget med 25% i forhold til sidste
år.
Standen er en fælles, regional stand for Øresundsregionen.
Det har tidligere været vanskeligt at få de store,
internationalt orienterede investorer til at interessere sig
for København og Øresundsregionen fordi de
investeringer, der er tale om, er for små til, at de er
interessante.
Efter åbning af Øresundsforbindelsen og stigende
kendskab til regionens stærke position inden for specielt
bioteknik og IT-udvikling er situationen under ændring.
Foredrag
Ud over udstillingen, der i alt er på 17.000 m2, og hvor
der ofres enorme summer på at være såvel imponerende
som sagligt formidlende, er der en række foredrag
som regel på et professionelt højt niveau.
Både i den store sal og i mindre sale.
I den store sal er der indlæg og paneldiskussioner, der
henvender sig til et bredt udsnit af deltagerne.
Foredragene i de små sale er generelt fagligt mere givende.
Der er ingen berømtheder, men fagfolk, der er føren-de
på deres felt, og hvis viden sjældent findes publiceret
eller på nettet, fordi den er helt ny.
Emner
I år er der bl a annonceret et indlæg fra Jones
Lang LaSalle UK om en undersøgelse af effekten af
marketing af erhvervsejendom på nettet.
Der bliver behandlet økonomiske og tidsmæssige aspekter,
konkurrence mellem websites og de traditionelle medier mm.
I et andet indlæg fra NACORE i USA bliver der orienteret
om, hvad nettet, e-handel og effektiv mobiltelefoni betyder for
de store, multinationale firmaers ejendomspolitik.
Bl a adskillelse af hovedkontorer i henholdsvis imageskabende
kontorer til topledelse og udviklingsafdelinger samt opretning
af call centre til kundebetjening etc.
Endvidere har RICS Research Foundation og FN en
præsentation af problemer og reformer i Central- og Østeuropa,
der skal øge kapitaltilførsel og dermed accelerere
den økonomiske og sociale udvikling i regionen.
Markedsføring
Ud over den fælles stand på MIPIM markedsføres
Øresundsregionen ganske effektivt ved hjælp af den
permanente website med adressen www.oresund.com.
Hvis man i forbindelse med eget arbejde har behov for at informere
kunder og klienter om regionen og dens fortræffeligheder,
er den website en glimrende kilde til både relevant statistik
for den samlede region, oversigt over viden- og forskningsklynger
mm.
Endvidere er der links til relevante websites.
Der kan vælges mellem dansk, svensk og engelsk tekst, hvilket
er en stor hjælp, hvis sådanne oplysninger skal videresendes
på engelsk.
Henvisninger
www.mipim.com, www.copcap.com og
www.oresundnetwork.com
|