|
Kommentarer: Synspunkt
Boliger til alle
Lars Heilesen Advokat, landsformand
Byggesocietetet
Der er enighed om, at der er
et enormt behov for boliger ikke mindst i den østlige
del af landet. København specielt har et skrigende behov
for boliger til studerende og til familier.
Der er stor aktivitet i byggesektoren
for at forsøge at imødekomme det behov, der påstås
at være for boliger. Påstanden er nok reel, men det
kniber med udbudet i hvert fald udbudet af boliger til
det man kalder almindelige mennesker.
Alle aktive bygge- og boligfolk
vurderer løbende muligheder for at få opført
nye boliger. Det være sig i den private sektor som i den
almene sektor, men der sker næsten intet!
Årsagen til dette dilemma
er dybest set nok, at de boliger der udbydes, i hvert fald i
den private del af markedet, ikke er for den almindelige dansker.
Dennes disponible indtægt rækker ikke til at købe
et enfamiliehus eller en ejerlejlighed. Dette, set i sammenhæng
med, at den almindelige dansker måske kan få mulighed
for at leje sig ind i den almene sektor eller købe en
støttet andelsbolig, trækker nok også i den
almindelige danskers beslutning om, hvilken boligform der skal
vælges.
Den almene sektors udlejningspriser
er næsten uden konkurrence fra den private udlejningssektors
side. Dette medfører så til gengæld, at den
private sektors udbud af lejeboliger er næsten ingenting,
grundet at man ikke kan imødekomme den konkurrence, der
ligger fra de nyopførte almene boligers side.
Problemet er næsten uløseligt,
med mindre man går ind og træffer beslutning om,
hvorledes man vil have markedet til at fungere på udbudssiden
over en længere periode, f.eks. 5 år, og man samtidig
går ind og revurderer den offentlige sektors tilskud til
boligerne i den almene sektor.
Dette skal så ses i sammenhæng
med rentefradragsreglen for ejerlejligheder og enfamiliehuse,
og så har vi et nyt problem. For hvem får mest? Med
andre ord problemet er uhyre komplekst.
Uden en kraftig regelsanering
for boligmarkedet kommer vi ikke til en holdbar løsning.
Ikke alene for det fantastisk store regelsæt der er for
almene og andelsboliger, men også for de skattemæssige
konsekvenser af valg af boligform.
Der opfordres derfor til, at
branchen sammen med politikerne nu må sætte sig ned
og prøve på at skabe et grundlag for de næste
510 års boligbyggeri, således at dette grundlag,
der skal være rimeligt enkelt, kan give muligheder for
at imødekomme det behov, der er.
Alt dette skal så ses i
sammenhæng med priserne for en ny bolig, og her bør
der også foretages en grundig drøftelse af, hvad
et nyt byggeri til den almindelige dansker bør koste.
De almindelige markedskræfter er til en vis grad sat ud
af funktion, grundet det urimelige netværk af regler.
Byggebranchen er i årenes
løb blevet dadlet for at bygge for dyrt. Ved gennemgang
af en lang række boligprojekter har jeg kunnet konstatere,
at priserne varierer for acceptabelt byggeriet mellem 10.000
og op til 20.000kr. pr. m2 inkl. moms.
Der er ingen tvivl om, at et
fornuftigt byggeri kan laves til i hvert fald ca. 13.000 kr.
inkl. moms ekskl. grundomkostninger.
Jeg har flere gange foreslået,
at man fik udarbejdet en prisbog for, hvad man kan afkøbe
til differentierede priser. Det har ikke været muligt at
få udarbejdet en sådan. Grunden er, at der altid
er så mange specifikke omstændigheder ved et byggeri.
Det hjælper ikke noget at fokusere alene på enkelte
dele af et byggeri, f.eks. materialedelen, der vel skønsmæssigt
udgør ca. 25%. Vi skal ind på alle punkter, herunder
også løn, bygherreomkostninger, udgifter til transport
m.v.
Vi skal have de iskolde klare
tal frem ved gennemgang af nyligt opførte byggerier og
så drage vores konklusioner derudfra. En regelsanering
er et must for at komme efterspørgslen i møde,
ligesom en gennemsigtig pris.
Dette kan skabe grobund for et
fornuftigt udbud af boliger til den almindelige dansker, der
så alligevel selvfølgelig må forstå,
at boligen ligesom alt muligt andet f.eks. bilen
nu engang koster noget.
Det er ikke så svært
men det er blevet svært, når alle særinteresser
skal varetages mest muligt!
|