|
Kommentarer:
Regionernes kamp om pengene
MIPIM i Cannes er ganske enkelt den mest
betydningsfulde ejendomsmesse i verden. Mere end 200 byer forsøgte
at gøre sig gældende over for agenter, formidlere,
operatører, investorer, finansielle organisationer, pensionsfonde
og ejendomsfonde
Af Finn Asnæs
Mere en 16.000 beslutningstagere
inden for ejendomsbranchen, 2.000 udstillere fra 60 lande og
450 journalister mødtes til MIPIM i Cannes i midten af
marts.
Danmark var synlig på en
120 kvadratmeter stor stand, der promotede Øresundsregionen
med fokus på Ørestaden. Der var omkring 200 deltagere
fra den danske ejendomsbranche i Cannes. Selvom et par hundrede
danske forsvinder mængden af 16 0000 (tusindvis af englændere,
tyskere, franskmænd og spaniere), så mødes
de med hinanden og udbygger deres netværk både på
det hjemlige plan og internationalt.
Regionernes kamp
Det er primært
de forskellige regioner, der vil sætte sig selv på
verdenskortet for at tiltrække investorer til deres mange
udviklingsprojekter. Blandt de regioner der markerede sig flottest
var London, Paris og Berlin. Men også Bilbao var meget
aktiv under udstillingen. Bilbao var blandt andet vært
ved et cocktailparty, hvor der var 5 000 deltagere, og hvor der
blev serveret 80 000 kanapeer og åbnet 4 000 flasker vin
og champagne.
Også regioner i den tredje
verden var aktive for at tiltrække opmærksomhed.
Mexico var godt i gang med at udvikle nye turistområder.
Kæmpeprojekter der kræver enorme ressourcer. Andre
aktive områder var Vietnam og Thailand, som transformerede
deres eksotiske stemning ind i messearealerne.
Sydafrika er i gang med at renovere
og udbygge Cape Town. Der skal bruges penge til en række
omdannelser af gamle industiområder og havneområder.
Men der er ogå renoveringsprojekter i Cape Towns gamle
bymidte. Det er spændende projekter, hvor byen stiller
skrappe krav til arkitektur og løsninger. Der er ikke
kun krav til facaderne, men den oprindelige stil skal gennemføres
10 meter ind i bygningerne. Hvis der ikke også stilles
krav til rummenes størrelse og loftshøjde, vil
den oprindelige stemning gå tabt, er synspunktet.
Østeuropa
Skt. Petersburg havde
en stor stand. Og som i de fleste østeuropæiske
regioner er der enorme investeringsbehov. Skt. Petersburg har
et meget stort behov for almindelige middelklassehoteller, butikscentre
og beboelseslejligheder i byens centrum. Endvidere er der et
kæmpe behov for bygningsmaterialer, forklarede Sebastian,
som ejer et mindre byggefirma. Der er brug for døre, vinduer,
tagmaterialer og VVS. Indtil nu har de finske leverandører
været dominerende i regionen, men de er for dyre, er synspunktet,
så der er gode muligheder for at nye leverandører
kan komme ind.
Skt. Petersburg har lidt over
4,5 mio. indbyggere og er Europas fjerde største by efter
London, Moskva og Paris. Regionen er det næststørste
marked i Rusland efter Moskva.
Arkitektur
Et af de første
indtryk der dukker op, når man går rundt fra region
til region, er at projekterne, modellerne og dermed arkitekturen
er utrolig ens. Det er, som om computerne er fodret med de samme
modeller og skabeloner, sådan at bygningerne kommer ud
med de samme kurver, materialer og farver. De grå nuancer,
glasfacaderne og de pænt kurvede bygninger virker meget
ens, uanset om de bliver bygget i London, Paris, Frankfurt eller
Ørestaden.
En enkelt undtagelse var det amerikanske arkitektfirma Igal Guy.
De har udviklet et koncept Paxpolis. Og de lancerer begrebet
"architainment".
Ideen i konceptet er, at vi lever
i informationstiden. Og at fremskridt, både individuelt
og socialt, hænger sammen med vores evne til at fremstille,
dele og kommunikere information. Den virkelige og virtuelle verden
er forskellige sider af livet, er synspunktet. Ved at fusionere
den virkelige og den virtuelle verden kan man skabe en ny virkelighed
"Paxpolis".
Konceptet går i al sin
enkelhed ud på at skabe en by, der tager udgangspunkt i
områdets historie og identitet og dermed skabe en by, der
giver beboerne en fælles identitet, og så understøtte
denne identitet med historier og kommunikation. Målet er
at skabe et miljø og nogle rammer, sådan at mennesker
i forskellige aldersgrupper kan leve sammen og have en aktiv
kommunikation med hinanden. Det er tanken at designe en innovativ
arkitektur og kombinere den med multimedie animation og dermed
skabe det legende samfund.
Den økonomiske idé er at skabe synergi mellem arkitektur
og design, branding, reklame og merchandising.
MIPIM Award
Ved slutningen af MIPIM
blev der uddelt en række priser til spændende eller
gode ejendomsprojekter.
Københavns Lufthavne blev
tildelt verdens fremmeste hædersbevisning for renoveringen
af arkitekt Vilhelm Lauritzens lufthavnsterminal fra 1939. Prisen
bærer det officielle navn "Mipim Award", der
hvert år i marts præsenteres i Palais de Festival
i Cannes, og derfor er det samme for ejendomsbranchen, som "De
Gyldne Palmer" er for filmbranchen.
MIPIM-messen præmierer
forskellige ejendomskategorier. Dels efter afstemning blandt
deltagerne, dels en hædersbevisning, som alene afgøres
af juryens skøn og derfor kaldes "Special Jury Award".
Den otte mand store jury, hvoraf ingen i år var fra Danmark,
valgte lufthavnsterminalen blandt 18 indstillede projekter. Eftersom
juryen består af internationale eksperter, anses "Special
Jury Award" for at være den mest fornemme af MIPIM's
hædersbevisninger.
Det er fjerde år i træk,
at et dansk ejendomsprojekt bliver prisbelønnet under
den store MIPIM-messe.
Det var netop for at skabe international
opmærksomhed omkring lufthavnens nye funktion som ejendomsudvikler,
at KL for første gang deltog i MIPIM.
Opgaven består i at udvikle
de meget store arealer ud mod Øresund, som er etableret
gennem deponering af sand, der blev pumpet op fra Øresund
i forbindelse med brobyggeriet. I alt et område på
ca. 420.000 kvadratmeter, hvor der samlet planlægges opført
omkring 200.000 kvadratmeter nybyggeri, som lufthavnen forestiller
sig først og fremmest vil interessere virksomheder inden
for logistik, lager og distribution samt andre lufthavnsrelaterede
funktioner.
Ejendomsafdelingen i KL ledes
i det daglige af underdirektør Mogens Kornbo og civilingeniør
Niels Kruuse med direkte reference til lufthavnsdirektør
Niels Boserup.
Den første MIPIM-award
til et dansk projekt tilfaldt i 1999 Skanska for renoveringen
af det gamle ØK-hovedsæde i Holbergsgade, hvor Fødevareministeriet
i dag har lejet sig ind. Efterfølgende blev prisen tildelt
NCC Danmark for renoveringen af Dahlerups Pakhus, der i dag ejes
af ATP, og som rummer Erhvervsfremmestyrelsen. Sidste år
var det arkitekt Henning Larsens nybyggede Nordea-domicil, som
ejes af ATP, der fik årets gyldne ejendomspalmer inden
for kategorien nybyggeri.
|