|
SYNSPUNKT
Lad nu markedsmekanismen hjælpe
til
Forslag om nedrivning af almennyttige boliger
og store tomme lejelejligheder i København samtidig med
at der bliver bygget ejer- og andelsboliger som aldrig før.
Hvad gik der galt
Af Finn Asnæs
Igen ses konsekvenserne af, at
markedsmekanismen er sat ud af kraft på lejeboligmarkedet.
Seneste absurde indslag er forslag om nedrivning af almennyttige
boliger i Frederikshavn, fordi de ikke kan lejes ud. I stedet
burde ejendommene sælges som ejerlejligheder eller andelsboliger
eller alternativt kunne lejen sættes ned.
Er den virkelige årsag
mon ikke, at man er bange for at få uønskede beboertyper
ind. Det er tankevækkende, hvis sådanne boligsociale
hensyn eller mangel på samme skal resultere i et så
markant ressourcespild, som det vil være at rive velfungerende
boliger ned.
Ubalance
Renten er nu faldet så
meget igennem de seneste år, hvilket kombineret med den
nye mulighed for at få afdragsfri lån har betydet,
at den månedlige boligydelse for ejer- og andelsboliger
pludselig er blevet konkurrencedygtig med lejeboliger. Resultatet
er tomme lejeboliger (selv i København når der er
tale om store lejligheder), samtidig med at efterspørgslen
efter boliger er enorm.
Det kan med andre ord bedre betale
sig at bygge nye ejer- og andelsboliger frem for at leje eksisterende
boliger. Denne absurde situation kan alene henføres til
den manglende markedsmekanisme, der er på markedet for
lejeboliger.
Ophæv nu den restriktive
lejelov og genindfør muligheden for at få opdelt
ejendomme i ejerlejligheder.
Fri lejefastsættelse
I Norge har lejefastsættelsen
været fri de seneste 20 år, og resultatet er en langt
højere boligdækningsgrad end f.eks. i Danmark, hvor
den midlertidige lejelov fra midten af 30'erne fortsat gælder.
Forøg mobiliteten på
boligmarkedet ved at frigive lejefastsættelsen og sælg
ud af de gamle almennyttige boliger - gerne til lejerne eller
som udlejningsejendomme, der kan opdeles i ejerlejligheder. Brug
provenuet til at bygge nye almene boliger, hvor der er behov.
Der er vel ikke behov for 500.000
boliger til at løse den boligsociale opgave i Danmark.
|