Arkiv
Gamle artikler
Byggeforum:

Byggeforum
artikler - 2008

Byggeforum
artikler - 2007

Byggeforum
artikler - 2006

Byggeforum
artikler - 2005

Byggeforum
artikler - 2004

Byggeforum
artikler - 2003

Byggeforum
artikler - 2002

Byggeforum
artikler - 2001

Byggeforum
artikler - 2000

Byggeforum
artikler - 1999

 

Byggeforum - ledende artikel:

Københavns Lufthavn:
Visionen om et integreret fragt-knudepunkt

Ved at tænke i helheder har Københavns Lufthavn skabt en vision om et nyt cargo-center på et 418.000 kvadratmeter stort areal, der blev inddæmmet i forbindelse med, at Øresundsbroen blev bygget

Af Finn Asnæs

Den internationale transportkonference, Intermodal Transport & Logistics, ITL 2004 blev afholdt i begyndelsen af november, og for første gang er det lykkedes at få begivenheden til Danmark.

Københavns Lufthavn deltog ligeledes for første gang på konferencen for at gøre opmærksom på luftfartens betydning for den intermodale tankegang:

Nyt transportcenter
- Vi er nødt til at tænke i helheder, hvis vi skal kunne tilbyde vores kunder det fulde udbytte af den intermodale ide. Vi ligger i Øresundsregionen, hvor det er oplagt at benytte sig af, at de fire transportformer er samlet i det samme område. Københavns Lufthavn deltog på konferencen i år for at gøre opmærksom på den synergi, der ligger i at tænke transportformerne i forlængelse af hinanden, siger underdirektør Mogens Kornbo, Københavns Lufthavne.

Sidste år lancerede Københavns Lufthavn netop en ide om at samle de fire transportformer i et transportkraftcenter. Visionen for et logistisk erhvervscenter, Airport Business Park, er at tiltrække virksomheder, der kan se mulighederne i at ligge i et transportkraftcenter med motorvejsforbindelse, jernbanetilslutning og adgang til søtransport direkte fra lufthavnsområdet.

- Interessen for den logistisk perfekte beliggenhed er stor, og vi forventer snart at kunne underskrive endelige aftaler med de første virksomheder, der kan se fordelen i at kunne sende varer ud til deres kunder overalt i Europa, tilføjer Mogens Kornbo.

Central beliggenhed
Fremtiden er ikke kun i luften ­ men også på vej, til vands og på skinner. Det er baggrunden for, at Københavns Lufthavn i de kommende år vil satse på at udvikle lufthavnen som internationalt center for al fragttransport, hvor fragt kan samles og sendes videre ­ med lastbil, tog, fly og skib.

- Lufthavnens placering ­ ved en bro mellem to lande, midt i Øresundsregionen, nær en moderne jernbane og et velfungerende motorvejsnet ­ gør, at vi har en enestående mulighed for at skabe et fragtcentrum med let adgang til alle typer transport, siger underdirektør Mogens Kornbo.

Planen er at udvikle det store areal ved at bebygge det eller udleje til firmaer, der kan se en interesse i at placere sig mellem to lande, centralt i Skandinavien og Nordeuropa og tæt ved alle typer transport.

Københavns Lufthavn har projekteret et jernbanespor til området og ejer en lille havn, der ligger ud til sejlrenden i Øresund. En havn, der kan udvides og klargøres til at modtage mindre containerskibe.

Center nær lufthavnen
Området er attraktivt for firmaer, der har brug for med måske få timers varsel at sende deres varer ud til kunder overalt i Europa. Københavns Lufthavn forhandler allerede seriøst med otte-ni firmaer, der overvejer at etablere sig i området.

- Firmaer kan ­ i stedet for at have distribution eller lager fire-fem steder i Europa ­ placere bare ét center ved lufthavnen og så sende deres produkter med rutefly til stort set hver eneste by i Europa, siger underdirektør Mogens Kornbo.

Halvdelen af al luftfragt flyver i dag i bugen af passagerfly, men problemet er, at kun 20 procent af den tid, en pakke er undervejs, bruges i en flyver - resten af tiden går med at håndtere pakken på jorden. Derfor er der tid og penge at spare ved at placere et fragtcenter nær lufthavnen, inde på selve lufthavnsområdet, hvor pakker kan ekspederes i lyntempo, fortæller Mogens Kornbo. Det er selvfølgelig særligt vigtigt, når det gælder ferskvarer, der udgør 10-15 procent af den samlede luftfragt. F.eks. sendes store mængder frugt og fisk med luftfragt.

Mange arbejdspladser
I
deen er, ifølge Mogens Kornbo, vendt med myndighederne, som er meget positive. Det ligger i et område, hvor der i forvejen er meget trafik, og det vil være med til at trække trafikken ud af det centrale København.

Derudover vil et transportcenter skabe mange arbejdspladser og investeringer i området.

Ideen bag Airport Business Park:
I forbindelse med etableringen af Øresundsbroen opstod der et 418.000 m2 stort stykke inddæmmet land. Ca. 220.000 m2 er mulige at bygge på. Københavns Lufthavne A/S købte jorden af Øresundsforbindelsen.

Området ligger øst for lufthavnen ud til vandet. DSB har et klargøringsværksted ved området. Der er en lille havn tæt på sejlrenden, og der er god adgang til motorvejsnettet. Det betyder, at de fire transportformer er tæt på at mødes på samme sted.

Det er baggrunden for Københavns Lufthavns vision om at etablere Airport Business Park. Et større logistisk erhvervscenter, hvor alle transportformer mødes, og hvor godset kan udveksles mellem de fire transportformer. Derved håber man at kunne tiltrække relevante erhvervsvirksomheder til området.

Kun ét andet sted i verden, Huntsville i Alabama, er de fire transportformer samlet i en lufthavn som et logistisk erhvervscenter.

Tidshorisont
Den tidligere Gate Gourmet bygning på 22.000 kvadratmeter, hvor der blev produceret flymad, ligger op til det nye område og betragtes som en del af den nye Airport Business Park. Netop nu er lufthavnen ved at afslutte forhandlingerne med en logistikvirksomhed om etablering. Og dermed forventes det, at ombygningen kan påbegyndes i begyndelsen af 2005. Derudover er der forhandlinger i gang med flere andre virksomheder. Her er forventningen, at det første spadestik kan tages i første halvdel af i 2005, og at der i løbet af 10 år vil være realiseret en væsentlig del af visionen.

- [ Tilbage ] -

Byggesocietetet - Nørre Voldgade 106 - DK-1358 København K - Tel. +45 33 13 66 37 - e-mail: info@byggesoc.dk