Billige boliger:
Hvem siger gavebod

Modellen til Ritt Bjerregaards billige boliger i København er ved at blive formuleret. Spørgsmålet er, om det er et illusionsnummer eller solide løsninger. Hvis boligerne bliver bygget og finansieringen går godt, kan modellen give førstegangskøberen en stor kapitalgevinst. Udvikler markedet sig negativt, ligger der en tikkende økonomisk bombe i aftalerne

Af Finn Asnæs

De billige boliger i København, som overborgmester Ritt Bjerregaard lovede sine vælgere under valgkampen, vil blive bygget af en fond (»Fonden for Billige Boliger i København« er under stiftelse) lyder udmeldingen fra Rådhuset. Boligerne vil blive opført som ejerboliger, andelsboliger, almene boliger eller private udlejningsboliger.

Den strategi, der arbejdes efter, er er formuleret af Jørgen Nue Møller m.fl. Hvis projektet skal kunne gennemføres, er der tre forudsætninger, der skal opfyldes.

For det første skal man kunne købe grunde i Københavns Kommune til 3.100 kr. pr. m2. Kommunen har udpeget syv konkrete grunde, der kan anvendes til formålet. Vurderingen er, at grundene vil kunne hjembringe en langt højere pris ved et offentligt udbud. Så hvis man finder en kreativ måde til at undgå et offentligt udbud, så bliver der vel givet gaver til fonden, der skal stå for byggeriet.

Lave byggepriser
Den anden forudsætning handler om byggepris. Her opererer man med en anskaffelsespris på 15.200 pr. m2. En pris man anser, at man kan komme ned på gennem stordrift, industrialiseret byggeri og skrabet udstyr. Ingen rumdeling, simpelt køkken og badeværelse. Er der brug for mere udstyr, skal man selv investere.

Dertil kommer at den sædvanlige viceværtfunktion er sparet væk. Beboerne skal selv sørge for rengøring og udendørs vedligeholdelse.

Det kan formentlig godt lade sig gøre at bygge billigt. Et åbenlyst spørgsmål vil være, om moderne, almindelige børnefamilier ønsker at bo i skrabet byggeri. I en tid hvor mange investerer i samtalekøkner og bademiljøer med spa, hamam og sauna?

Kreativ finansiering
Den tredje og sidste forudsætning, for at projektet kan lykkes, er finansieringen. Der opereres åbent med fire forskellige modeller. Ejerboliger, andelsboliger, privatudlejningsbyggeri og almene boliger. Her viser Jørgen Nue Møllers beregninger, at det ikke kan lade sig gøre at komme ned på 5.000 kr. i husleje for en 85 m2 lejlighed, når der er tale om almene boliger. Her bliver huslejen 6.600 kr. om måneden. Ved privat udlejningsbyggeri kan det heller ikke lade sig gøre. Her bliver huslejen 5.800 kr. om måneden. Så for at få pengene til at passe beregner man en boligsikring og trækker den fra ­ så vupti, er man nede på en husleje på 5.000 kr. om måneden.

Med hensyn til ejerboliger og andelsboliger er der udført nogle spændende, og meget kreative beregninger, som viser, at det kan lade sig gøre, hvis de to første forudsætninger opfyldes.

For det første vil man ikke bare optage afdragsfri kreditforeningslån på anskaffelsesprisen på 15.200 kr. pr. m2, men af en vurderingspris på 20.000 kr. pr. m2. Derudover lægges ekstra pantebreve ind, der er rente- og afdragsfri i 10-15 år. Det er da et pauselån, der vil noget!

Tanken er så, at renten lægges til hovedstolen på det rente- og afdragsfri lån, og at det skal indfris efter 10 år. Til den tid er priserne og beboernes løn steget så meget, at den ekstra finansiering ikke er noget problem. Hvis der mod forventning ikke har været en værdistigning, venter man bare med at indfri lånene, til der kommer bedre tider!

Kreativiteten er speciel. Går det godt, og boligpriserne vedbliver med at stige, har man givet beboerne en pæn gave ved at tilbyde dem ejerboliger, der er mere gunstige end det normale marked. Går det galt, og priserne falder, hænger den enkelte på det, de er lokket ind i. Men man er indstillet på at udskyde problemerne, til der forhåbentligt kommer bedre tider. Så må man bare ikke håbe, at beboerne er nødt til at sælge deres bolig, inden de gode tider indtræffer igen!

Hvem lokker hvem
Den skitserede strategi viser, at man ikke omkostningsfrit kan omgå de økonomiske love. Hvis løsningerne skal være holdbare, skal der bygges reelt billigere. Det vil sige billige grunde og en billig byggeproces. På den i forslaget skitserede måde fifler man med grundpriser og finansiering. Køberne vil løbe en stor risiko. Vi ved først, om det går godt om 10­15 år. Er det kommunens opgave at være med til at lokke almindelige borgere ud i en risiko ­ eller for den sags skyld at give gaver?

Er vejen frem ikke i stedet for at liberalisere hele boligmarkedet og så bare bygge så meget, at der er boliger nok. Det er vel den eneste vej til en gennemskuelig og konkurrencedygtig boligpris.

ByggeindustrienByggeforum vil i de næste numre sætte fokus på billige boliger i København. Har du ideer, løsninger eller synspunkter, om hvordan visionerne kan realiseres, eller hvorfor de er håbløse, så er du meget velkommen til at deltage i debatten her.