|
Casa Balancia:
Girlpower i svensk byggeri
Det er ingen hemmelighed byggebranchen
er en mandebranche. Og den mandlige tankegang præger derfor
både proces og resultat. Men sådan behøver
det jo ikke være! Seks svenske kvinder har startet deres
egen projekteringsgruppe, Casa Balancia. Byggeindustrien/Byggeforum
mødte gruppen til en snak om kvindelige værdier
i byggebranchen
Af Heidi Jønch-Clausen
Hvorfor skal kvinder altid være
i mindretal i planlægningen af et byggeri? Tænk at
bo i et hus, der udelukkende er tænkt og tegnet af kvinder?
Denne tanke fik Annika Nilsson fra WSP i Malmø i samarbejde
med sin mandlige chef en dag. Annika fik straks grønt
lys til at starte en kvindelig projekteringsgruppe, baseret på
kvindelige værdier. Inden længe havde Annika fundet
fem kvindelige kollegaer inden for WSP: to arkitekter, en landskabsarkitekt,
en VVS-kyndig og en projektleder, der alle var begejstrede for
idéen. Pludselig var tanken om en kvindelig projekteringsgruppe
blevet til virkelighed.
Mandlige spilleregler
- Men hvorfor, spørger
jeg de seks kvinder en kold morgen i Malmø. Hvorfor følte
de behov for at danne en kvindelig projekteringsgruppe? De seks
kvinder er alle ivrige efter at svare.
- Møderne drives altid
på mændenes vilkår! Det skaber en særlig
tone og tankegang, hvor der ikke er plads til, at man blotter
sin uvidenhed og bare taler helt ærligt. Sådan er
vi kvinder ikke. Vi vil have lov til at sige lige præcis,
hvad vi mener og stille de dumme spørgsmål. Det
skaber en skævhed, der gør, at man som kvinde godt
kan føle sig undertrykt i branchen, fortæller en
af arkitekterne. De andre nikker og hun bliver straks suppleret:
- Ja, og så skal man altid
bevise så meget mere som kvinde. Det bliver ikke på
samme måde taget for givet at en kvinde er dygtig som en
mand! En anden ting er at mange vigtige beslutninger bliver taget
i saunaerne og på golfbanerne. Og det gider vi altså
bare ikke være med til, smiler hun hovedrystende.
Fælles idealer
Efter gruppens aktører
var blevet fundet tog det endelige koncept langsomt form over
nogle rødvinsaftener. De seks kvinder var både som
privatpersoner og fagpersoner meget forskellige, men fandt hurtigt
ud af, at de havde de samme idealer for, hvordan et byggeri skal
planlægges, og hvordan det endelige resultat skal se ud
og fungere. Det var et lykketræf, siger den ene. Gruppen
besluttede sig for at kalde sig »Casa Balancia«.
Balance og dialog
Navnet opstod af kvindernes
fælles ideal om et byggeri i balance. Balance både
mellem bygningen og dens installationer, men også mellem
arkitektur, energi og økonomi. Ud over tanken om et hus
i balance var et andet fælles ideal, at byggeprocessens
tyngdepunkt skal lægges på forarbejdet. - Projekteringsfasen
skal være præget af tusind spørgsmål,
og man skal hele tiden se hinanden over skulderen, siger en af
kvinderne. Derudover skal dialogen med kunden prioriteres meget
højt og fortsætte med at være den røde
tråd hele byggeprocessen igennem.
Rækkehusprojekt i Trelleborg
Da konceptet var på
plads, tog de seks kvinder ud og præsenterede Casa Balancia
ved forskellige foredrag og netværksarrangementer. Interessen
og opbakningen til Casa Balancia var stor, og projekteringsgruppen
fik hurtigt kunder. Det første større projekt var
et rækkehusprojekt i Trelleborg. Gruppen blev bestilt til
at planlægge 30 huse i anledning af Trelleborgs 750 års
fødselsdag. Det kom der nogle meget enkle, smukke og fleksible
boliger ud af.
God proces
Har projekteringsprocessen
været anderledes, end når I arbejder sammen med jeres
mandlige kollegaer, spørger jeg. Svaret er entydigt:
- Ja! Det har været langt
mere effektivt, end vi er vant til fra andre projekter. Der har
været højt til loftet og ingen underliggende dagsordner
om positionsbevaring og protektionisme. Dialogen har været
meget mere fri og konstruktiv.
Men også grundigere! Vi
har gennemdiskuteret hver en lillebitte detalje. Og i sidste
ende giver det et bedreslutprojekt. Det gjorde det også
her. Vi er alle meget begejstrede for resultatet. Et andet plus
ved processen har ifølge de seks kvinder været,
at der har været ekstra stor fleksibilitet og forståelse
over for barsel og børn.
Opfordring til danske kvinder
Rygtet om det succesfulde
rækkehusprojekt spredte sig hurtigt og Casa Balancia er
nu ved at skaffe nye projekter. Hvad kunne I allerhelst tænke
jer at lave næste gang, spørger jeg.
- Vi har en drøm om at
lave en skole, svarer den ene arkitekt. - Casa Balancias grundtanke
om at balance og dialog passer rigtig godt til planlægningen
af en skole. Et sådan projekt kalder på kvindelige
værdier som intimitet og tryghed. De seks kvinder opfordrer
deres danske kvindelige kollegaer i byggebranchen til at kaste
sig ud i de kvindelige fællesskaber. - Det giver så
meget på alle måder. Og tiden er virkelig til det.
|