Arkiv
Gamle artikler
Byggeforum:

Byggeforum
artikler - 2008

Byggeforum
artikler - 2007

Byggeforum
artikler - 2006

Byggeforum
artikler - 2005

Byggeforum
artikler - 2004

Byggeforum
artikler - 2003

Byggeforum
artikler - 2002

Byggeforum
artikler - 2001

Byggeforum
artikler - 2000

Byggeforum
artikler - 1999

 

Byggeforum - ledende artikel:

Fokus på innovation

Regeringen vil gøre Danmark til et af verdens mest konkurrencedygtige og innovative lande. For at realisere denne drøm vil Videnskabsministeriet over fire år investere 3 mia. kroner. Initiativet er lanceret med en ordrig handlingsplan »InnovationDanmark 2007-2010«. For byggebranchen er spørgsmålet, om de mange flotte ord også gør byggebranchen mere innovativ

Af Finn Asnæs

Med en omsætning på mere end 170 mia. kr. og 160.000 ansatte er byggebranchen en væsentlig del af dansk økonomi. Derfor er det også af samfundsmæssig betydning, at branchen gør det godt. Det vil sige er effektiv og leverer høj kvalitet.

Kritik
Det er også en branche, der er meget udskældt. Der kommer regelmæssigt historier i medierne om byggerier med fejl og mangler, tidsplaner der skrider og byggebudgetter der ikke holder. Ikke mindst økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen er regelmæssigt fremme med, at byggeriet er for dyrt i Danmark, og at der er brug for forbedringer.

Derfor er det jo godt at Rådet for Teknologi og Innovation (RTI), som videnskabsminister Helge Sander har nedsat, har barslet med en storstilet innovationsplan »InnovationDanmark 2007-2010«, som skal få os alle sammen helt i front, når det gælder innovation.
Handlingsplanen indeholder mere end 70 konkrete initiativer. De skal tilsammen sikre, at Danmark i løbet af de kommende år bliver et af verdens mest konkurrencedygtige og innovative lande. Planen rummer fire centrale mål: Innovation skal på dagsordenen i uddannelserne, flere højtuddannede skal ud i erhvervslivet, vi skal have flere og mere innovative virksomheder, og samarbejdet mellem universitetsforskere og erhvervsliv skal styrkes.

Med handlingsplanen sender RTI en saltvandsindsprøjtning i form af 3 mia. kroner på arbejde i det danske samfund over de næste fire år. Penge der skal sikre, at vi når de opstillede mål. Handlingsplanen opstiller klare mål for indsatsen og rummer en lang række nye initiativer.

Innovation og videndeling
Danske virksomheder skal, ifølge planen, være mere innovative og i højere grad benytte sig af højtuddannet arbejdskraft. Det gælder ikke mindst de små og mellemstore virksomheder. For perioden 2007-2010 er målet bl.a., at 5000 flere små og mellemstore virksomheder bliver innovative, og 2000 flere små og mellemstore virksomheder ansætter højtuddannede.

Endvidere skal danske virksomheder og videninstitutioner blive bedre til at udveksle viden.

For perioden 2007-2010 er målet bl.a., at det årlige antal af ErhvervsPhD'er fordobles, så der samlet igangsættes 500 nye ErhvervsPhD-projekter, og at der etableres omkring 500 nye projekter om videnoverførsel mellem virksomheder og videninstitutioner.

Byggebranchens muligheder
Er alt dette her så noget, der kan gøre byggebranchen bedre, eller er det bare flotte projekter der produceres til skrivebordsskuffen? Det kan vi ikke vide, før de tre mia. kroner er brugt i 2010. Men der er elementer i planen, der kan gavne byggebranchen. Dels oprettes der et innovationscenter for E-business. Centeret skal understøtte de små og mellemstore virksomheders brug af informations- og kommunikationsteknologi gennem opbygning og spredning af viden om digitale løsninger for erhvervslivet. Dette initiativ må kunne hjælpe nogle af branchens virksomheder - ikke mindst i deres forsøg på at få mest muligt ud af det digitale byggeri.

Et andet område er nye 3-årige resultatkontrakter for alle GTS-institutter. I den forbindelse er der indgået kontrakter med Teknologisk institut, som er rettet mod byggebranchen. Samlet handler det om 65 mio. kr. over de næste 4 år. Det er projekter, der handler om at forbedre produktiviteten ved betonkonstruktioner, om at forbedre effektivitet og kvalitet i forbindelse med små og mellemstore virksomheder, endvidere er der et projekt om RFID og et om at bygge mere miljørigtigt og udvikle energineutralt byggeri.

For småt og for snævert vil mange måske sige. Men lidt er vel bedre end intet! Og måske handler det om at glemme de mange flotte ord, der produceres i offentligt regi, og så være innovativ i praksis og på eget privat initiativ.


Byggesocietetet - Nørre Voldgade 106 - DK-1358 København K - Tel. +45 33 13 66 37 - e-mail: info@byggesoc.dk