|
Byggeforum - ledende artikel:
Gift for fornyelse
Den obligatoriske byggeskadeforsikring
er skruet sammen, så det i princippet er forsikringsselskaberne,
der skal vurdere byggefirmaerne og deres byggeprojekter. Det
sker ved at de differentierer forsikringspræmien eller
nægter at forsikre et byggeri. En situation der kan umuliggøre
den nødvendige innovation og fornyelse i byggebranchen
Af Finn Asnæs
Så er det sket igen. Folketinget
vedtager en lov med et sympatisk formål, men med en række
forhåbentligt utilsigtede virkninger.
Formål forbrugerbeskyttelse
Siden den 1. april 2008
skal den professionelle bygherre eller entreprenør tegne
en obligatorisk byggeskadeforsikring, når de bygger et
nyt hus for en kunde.
Byggeskadeforsikringen er lovpligtig
for alle nye byggerier påbegyndt efter 1. april 2008, og
dækker ejeren af huset mod byggesjusk 10 år efter
opførelsen, uanset om entreprenørfirmaet stadig
eksisterer eller ej.
Husejeren skal altså blot
henvende sig til forsikringsselskabet for at få erstatning,
og behøver ikke selv køre sag mod byggefirmaet.
Meget sympatisk og forbrugervenligt.
Der skal også foretages
eftersyn af byggeriet et og fem år efter opførelsen.
Dette eftersyn er forsikringsselskabets ansvar, men det udføres
af uafhængige konsulenter, og det er en af grundene til,
at forsikringen er blevet så meget dyrere end man havde
forventet.
Ifølge de nye regler er
der ikke krav om, at der skal være tegnet en byggeskadeforsikring
i de tilfælde, hvor man selv står for at indgå
aftaler med forskellige håndværkere i forbindelse
med opførelsen af den nye bolig.
Der er heller ikke krav om obligatorisk
byggeskadeforsikring, hvis man får lavet en tilbygning
eller får renoveret eller ombygget dele af boligen.
Hæmmer konkurrencen
Det problematiske ved
den obligatoriske byggeskadeforsikring er, at den er skruet sammen,
så det i princippet er forsikringsselskaberne, der skal
vurdere byggefirmaerne og deres byggeprojekter.
Det indebærer at disse
forsikringer vil være hæmmende for konkurrence og
fornyelse i byggebranchen.
Meget tyder på at forsikringsselskaberne
sorterer kunderne. Solide virksomheder med en positiv historie
og solid økonomi får en lav præmie, mens nye
virksomheder med en svagere egenkapital må betale en højere
præmie. Det bliver altså en ekstra omkostning for
nye virksomheder, der prøver at etablere sig.
Samtidig må det formodes
at det vil blive svært eller dyrt at få forsikret
nye innovative byggemetoder, nye konstruktioner og nye materialer.
Effekten bliver at disse forsikringer
bliver dræbende for innovation og fornyelse. Det bliver
ganske enkelt svært at få forsikret projekter, der
ikke følger traditionelle og velafprøvede byggemetoder
og materialer.
Dertil kommer, at der er svag
konkurrence på området. Der er i øjeblikket
kun fire forsikringsselskaber, der udbyder den obligatoriske
byggeskadeforsikring. Det er Codan, Thisted Forsikring, Topdanmark
og TrygVesta.
|