Arkiv
Gamle artikler
Byggeforum:

Byggeforum
artikler - 2008

Byggeforum
artikler - 2007

Byggeforum
artikler - 2006

Byggeforum
artikler - 2005

Byggeforum
artikler - 2004

Byggeforum
artikler - 2003

Byggeforum
artikler - 2002

Byggeforum
artikler - 2001

Byggeforum
artikler - 2000

Byggeforum
artikler - 1999

 

Byggeforum - ledende artikel:

Krisestemning

Det er ikke udpræget positive nyheder befolkningen bliver mødt med for tiden. Banker kollapser. Ejendomsfirmaer og byggefirmaer går konkurs. Boligbyggeriet er gået i stå og der er i tusindvis af huse og ejerlejligheder til salg. Prognoser peger på at der i de kommende år vil være stadig flere ledige kontorkvadratmeter, men er det det sande billede af byggebranchen der tegnes? Er branchen i krise?

Af Finn Asnæs

Der er ingen tvivl om at det går langsommere i byggebranchen nu end for bare to år siden. Der er heller ingen tvivl om at ejendomsprisernes nedtur og en række projektmageres luftige projekter er skyld i et par bankkollaps. Men betyder det at hele ejendomsbranchen er dårlig, og at det er en branche man helst skal holde sig fra?

Stor og segmenteret branche
For at besvare spørgsmålet må man først erkende at ejendoms- og byggebranchen er ufattelig stor, og at den udgør en stor del af Danmarks samlede økonomi. Den er segmenteret. Den samlede branche omfatter så forskellige forretningsområder som arkitekter, rådgivende ingeniører og en række andre rådgivere. Endvidere er der leverandører af byggematerialer, entreprenører, investorer, developere, og mange andre.

Dertil kommer at selvom tempoet i byggebranchen er dæmpet, så bliver der stadig bygget for et stort trecifret milliardbeløb i Danmark. Af det samlede byggeri bruges ca. halvdelen til vedligeholdelse og renovering. Dertil kommer at der er en række infrastruktur projekter (motorveje, metro etc.).

I sådan en branche er det svært at tegne et entydigt billede. Og man må også erkende at ikke alle er håbløse fantaster og supersælgere. Det er faktisk en stor del af branchen der er sunde virksomheder, der drives forsvarligt. Der er ejendomsselskaber der gennem mange år har investeret i gode og sunde ejendomme, og som har et positivt afkast af investeringen. Selvom der bygges mindre end da der var allermest tryk på er der stadig masser af byggeopgaver, som giver god beskæftigelse og indtjening for entreprenørerne. I år bliver der bygget lige så meget som i 2005, hvor det også gik hurtigt, og hvor der ikke var nogen der talte om byggekrise.

Globalisering
Heller ikke blandt de rådgivende ingeniører er der meget der tyder på krise. De har reduceret deres afhængighed af konjunkturerne ved at arbejde mere globalt.

Store dele af byggebranchen er sunde virksomheder der arbejder langsigtet og solidt. Og som ikke er nævneværdigt påvirket af den nuværende krise. At ikke alle i byggebranchen er fantaster på vej til konkurs ændrer ikke ved, at den finansielle krise, de faldende kurser på aktiemarkedet og kollaps i boligmarkedet er tæt forbundet med byggebranchen. Jo, selv om store dele af ejendoms- og byggebranchen består af sunde veldrevne virksomheder, er der tydelige tegn på at der er krise i både finans- og byggebranchen. Ingen ved hvor langvarig og dyb krisen bliver.

Hvis virkningerne af krisen skal reduceres, har branchens aktører en stor opgave i at skabe tillid hos investorer ved hjælp af information til et marked, der er bekymret.

Når det er sagt, så er det ufatteligt, at developere og boligspekulanter, der i 1980'erne gik konkurs og gav finanssektoren store tab, og som var årsag til at banker gik ned, igen, mere end 25 år senere er med til at lukke banker, der har tabt trecifrede millionbeløb ved at finansiere deres usælgelige projekter.


Byggesocietetet - Vimmelskaftet 47 / 2. sal - DK-1161 København K - Tel. +45 33 13 66 37 - e-mail: info@byggesoc.dk