Læs mere om Byggesocietetet:

Om Byggesocietetet -
Vedtægter -
Årsberetning -
Det Gyldne Søm -
Regnskaber -
Nytårskuren -
Billedarkiv -
Høringssvar -
Tanker om fremtiden -
Konference indlæg -
Indlæg fra
arrangementer
-
Månedens spids -

 

Månedens spids december 2009

Det fjerde Rom
- metafysik og fiflerier i kongens København?

Når København til december slår dørene op for FNs klimakonference, vil hovedstaden for en kort stund være omdannet til en slags sekulariseret udgave af pavestaten. Verdens frelse udgår fra Bella-Centret, hvis altså.

For man skal nu nok ikke forvente, at samdrægtighedens hvide røg stiger til vejrs på mødets sidste dag. Den ville nu nok også være svær at se mod en baggrund af kondensstriber fra de utallige fly i færd med at bringe konferencedelegationerne hjem igen med samt alle de trætte aktivister på monkeyclass.

Men tonefaldet, hvor med konferencens resultater sluttelig fremlægges, kunne meget vel tænkes at give mindelser om pavelige buller. Der er vitterlig for meget religion i det offentlige rum. Men vel mest foruroligende: Især af den upåfaldende slags (den uden det sædvanlige spraglede kluns, de sælsomme gangarter eller sjove hatte), der derfor så let kan give uindviede indtryk af, at her er det den rene og skære sagkundskab, der taler ex catedra.

Men det kan vel på den anden side heller ikke udelukkes, at det kunne være tilfældet. I så fald må man da konstatere, at Københavnerkonferencen har indfriet selv de vildeste forhåbninger. For det vil jo sige, at de utallige videnområder, der er i spil, har kunnet finde ud af at kommunikere inden for nogenlunde genkendelige problemformuleringer. I sig selv en bedrift.

Tilvæksten af ny viden er efterhånden så enorm, så bare et nødtørftigt overblik over de implicerede fagområder udgør en disciplin i sig selv. Forsøger man tilmed at opstille en prioriteret rækkefølge for mulige indsatsområder, risikerer man nemt sit gode videnskabelige navn og rygte. Det gør det til gengæld en del nemmere for de politiske kandestøbere og skoflikkere. De kan uden at være tynget af bare et minimum af indsigt frejdigt gøre sig til talsmænd for nogenlunde hvad som helst, der måtte passe i deres kram. Ingen, der véd noget, tør i alt fald hævde, at de véd noget med absolut sikkerhed, og så kan man med lidt behændighed nå langt med den ubesværede uvidenhed.

Det vil man fra ansvarlig side nu nok søge at dæmme op for ved at fremstille forskningsresultaterne mere entydige, end der strengt taget er belæg for. For det er en kraftpræstation at få mobiliseret den fornødne politiske vilje, fordi det er via masserne, den skal masseres frem.

Problemet ved mobiliseringskampagner er imidlertid, at man så ikke kan være kræsen med hensyn til, hvem man får som sengekammerater. Med vidtløftige budskaber søger man en rummelighed, så flest mulige kan være med uden at blive trådt for nær. Menigmands offervilje er en sart plante, man ikke bør udfordre unødigt.

Og taskenspillerne er der naturligvis også - disse fiffige fyre, der kan vejre en god handel på miles afstand. Altid er de på farten fra markedsplads til markedsplads. Så står de dér, ulasteligt smilende, tættest mulig på oldermand og byfoged med deres CO2-kvoter og andet varmluftigt og med pennen parat til underskrift i deres til dagen klædeligt grønne fingre, der matcher de ditto hoser.

Dette markedsgøgl er næsten ikke til at bære at skulle lægge øjne og øre til. Sagen er jo for pokker alvorlig nok - så alvorlig, at man vel med rimelighed kunne forvente at se menneskeheden i fælles aktion for at redde planeten.

Ikke nødvendigvis enig i analyser, prioriteringer og midler, men enig i det overordnede mål. Eller er der private interesser, der kan have forrang for klodens overlevelse? Selv den dummeste forbryder må vel kunne indse, at klodens beståen er den uomgængelige forudsætning for, at han kan fortsætte med sin forbryderiske løbebane?

Om vi så kunne tilsvindle os alt guldet i Fort Knox (hvis der ellers er noget tilbage), ville det jo ikke være os til nogen nytte, dersom vi ikke længere kan trække vejret. Alle vores aftrædelsesordninger, pensionsopsparinger og investeringsbeviser vil hvirvles hen i vinden som vissent løv, sammen med tilgodehavendesedler, koncessionsaftaler, købte doktortitler og (uindfriede) frække aftaler. Lad os blot antage, at vi (disse papirers formodede ejermænd) i levende live aldrig gik af vejen for at opføre os nederdrægtigt overfor hinanden, så burde vi ikke desto mindre helhjertet og samdrægtigt kunne have samarbejdet om lige præcis denne ene ting: klodens overlevelse, den for alle afgørende forudsætning for fortsatte nederdrægtigheder.

Hvad jeg forsøger at sige, er, at projektet med at redde kloden burde være lidenskabsløst hævet over enhver diskussion. Lader man sig presse til at argumentere for det, er man i samme øjeblik kommet til at relativere, hvad der må fastholdes som en absolut og indiskutabel forudsætning for, at samtale overhovedet kan føres. Der gives derfor i virkeligheden kun en forklaring på, når folk reagerer med ligegyldighed på klodens tilstand, og det er noget så ucharmerende som: regulær dumhed.

Mål og midler er der til gengæld al mulig grund til at diskutere. Hvordan handler vi mest intelligent for indeværende? Men kan vi være sikre på, at der overhovedet er noget at gøre? Nej, men vi bliver ikke desto mindre nødt til at tage alvorligt, hvad vores p.t. opnåede viden tilsiger os.

(Denne forpligtelse på rationaliteten har vi efterhånden båret på i to et halvt tusind år, siden Herodot i sin Historia beskrev Thessalien, slettelandet syd for gudernes bjerg Olympos:

Imidlertid beretter Thessalierne selv, at Poseidon lavede den kløft, hvorigennem floden Peneos flyder ud, og deres historie er troværdig, thi enhver, der tror at Poseidon ryster jorden, og at revner frembragt af jordskælv er denne guds værk, ville ved at se kløften sige, at Poseidon frembragte den, thi det forekommer mig indlysende, at bjergene blev skilt fra hinanden som følge af et jordskælv.)

Vi står i dag med noget så sjældent som en fælles, altoverskyggende opgave - en opgave, som hver eneste af os har lod og del i. På det mest demokratiske må vi da hver især bedømme os selv i lyset af det overordnede og uendeligt letfattelige mål: at overleve. Et projekt, hvor vi tilmed er afhængige af hinanden. Min overlevelse er uadskillelig fra de andres overlevelse. Vi skal altså til igen at tænke ad baner, som religionerne tidligere forsøgte at sætte ord på. Det vil så blot ikke ske med henvisning til gud, men til det anderledes svimlende håndgribelige liv, der takket være vore forsømmeligheder og den deraf høstede viden pludselig har åbenbaret sig som påtrængende og skrøbelig alvor. Og nej, det kræver end ikke så fine og dyre ord som (næste)kærlighed, men handler om den virkelighed, der knytter os sammen: det fælles naturgrundlag.

Som sagt er det slet ikke sikkert, at verden står til at redde. Men er der noget at gøre, er der i alt fald kun os til at gøre det. Og nej, det er ikke tiden til at skændes om, hvem der er skyld i hvad. Om alle omstændigheder har hver af os haft fingrene så godt nede i klejnekassen, at en diskussion om, hvem der er den største skurk, ville være uskøn og dertil spild af tid. Det eneste, der betyder noget, er om vi handler ansvarligt nu. Derfor er det rent ud sagt ubærligt med de dér evigt opkæftende klaphatte, der ikke kan nære sig, men lige skal prøve, om ikke situationen kan udnyttes til at få afsat endnu et par uartige postkort til folkedybet.

I en så alvorlig situation ser jeg selvsagt nødigt, at der får lov at gå religion i tingene - hverken den formelle med kjole og pibekrave eller den uformelle i tvangfri forklædning. Ædruelighed, åbenhed og eftertænksomhed er vores eneste håb.

Men det er vel også en slags tro? Det kan jeg ikke benægte. For at det skulle forholde sig sådan, må nødvendigvis være en trossag, når det i så ringe grad er blevet efterprøvet i praksis - selv i en så oplyst tidsalder, som den vi roser os af at tilhøre.

Set i det lange, historiske perspektiv kan man endog sige, at den person, der mere end nogen lagde krop til denne tro på mennesket, som bekendt selv endte med at blive henrettet efter blot et års tid, vor mand fra Nazaret.

Uhyrligt! Men i virkeligheden var det måske en større forbrydelse, der blev begået mod ham, da den tids fiffige stjal liget og balsamerede det med dogmatik for så at brande det som himmelsk gespenst. Evigheden sat på aktier for dem, der enten ikke fandt, der var så meget at grine af i tilværelsen, eller som følte sig fristede ved udsigten til at få selvfølelsen understrøget og sjælen betrygget ved metafysiske totalentrepriser.

Selv hans befrielsesaktion for mennesker gik der altså religion i, og det, skønt det han gjorde, alene var at reagere adækvat ud fra, hvad der på det givne tidspunkt blev opfattet som gældende vilkår. Det er (som i tilfældet med Herodot) ikke en svunden tids verdensbillede, vi fik i arv, men den til enhver tid befriende måde at reagere på et sådant billede på.

Det kan ikke udelukkes, at denne vores arv kunne være os til nytte - stadigvæk.

Thorkild Grosbøll

Nyheder fra:
magasinet ejendom


Byggesocietetet - Nørre Voldgade 106 - DK-1358 København K - Tel. +45 33 13 66 37 - e-mail: info@byggesoc.dk